Trods store ambitioner og en række tiltag har EU kun gjort langsomme fremskridt i retning af sit mål om at forbinde elmarkederne, så borgere og virksomheder kan sikres adgang til billig strøm, siger Den Europæiske Revisionsret i en ny beretning. Forsinkelser med hensyn til at sammenkoble de nationale elmarkeder har hobet sig op på grund af svagheder i EU-forvaltningen og det komplekse system af reguleringsværktøjer, der skulle muliggøre grænseoverskridende handel, og det har hæmmet gennemførelsen af markedsregler. Markedsovervågningen fra Europa-Kommissionen og ACER, EU's energiagentur, har heller ikke haft den ønskede effekt. De overvågningstiltag, der skulle begrænse misbrug og manipulation, har ikke været omfattende nok, og derfor er størstedelen af risikoen på EU's elmarked blevet sendt videre til de endelige forbrugere.
EU's komplekse projekt vedrørende fuld integration af de nationale elmarkeder begyndte i 1996. Målet var at sikre forbrugerne de lavest mulige elpriser og gøre EU's energiforsyning mere sikker. Projektet skulle være afsluttet i 2014, men i dag, næsten ti år senere, er markedet i praksis stadig underlagt 27 nationale reguleringsrammer. Som den aktuelle energikrise har vist, varierer engrospriserne betydeligt på tværs af medlemsstaterne, og i stedet for at være udsat for konkurrence er detailpriserne fortsat stærkt påvirket af nationale skatter og netafgifter.
"EU's ambitioner var prisværdige og nødvendige, men elmarkederne i Europa kan integreres langt mere," siger Mihails Kozlovs, det medlem af Revisionsretten, der ledte revisionsarbejdet. "Den energi- og leveomkostningskrise, som EU-borgerne oplever lige nu, gør det endnu mere presserende, at EU færdiggør det indre marked for elektricitet."